Den Gamle Avlsgård
Farupvej 10G
6760 Ribe
Tlf. 75 41 18 06
Man.-Tors kl. 8-15
Fre. kl 8-12.
Næsten halvdelen af alle unge oplever en grad af mistrivsel. Det viser tal fra et nyt forskningsprojekt fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet. Mistrivslen har alvorlige konsekvenser for de unge mennesker, der får søvnproblemer, lider af angst, bliver stressede, depressive og bryder sammen.
Det er skræmmende tal, der desværre blot giver et billede af en stigende tendens i samfundet. De unge løber stærkt og er under tidspres for at komme igennem uddannelsessystemet og finde ud af, hvad de vil med deres liv. Der skal præsteres både i skolen, socialt blandt venner og ikke mindst på de sociale medier, hvor iscenesatte billeder af det perfekte liv og jagten på likes presser på.
På refugiet møder vi også en del unge mennesker med stress, angst og depression. For de unge, ligesom for alle andre, er det vigtigt at blive mødt med nærvær og omsorg. At skabe en ramme af ro, for at få ro på nervesystemet igen.
De unge løber stærkt. De voksne løber stærkt. Generelt er vores samfund præget af et hastigt tempo. Vi bliver ikke syge af at løbe stærkt. Det handler om måden, vi løber stærkt på, og om måden vi har travlt på. Vi bliver udfordret af den måde samfundet fungerer på. Når vi hele tiden spejler os i hastigheden i samfundet og i de mange glansbilleder på de sociale medier, mister vi evnen til at mærke efter, hvad der er bedst for os. Når vi jagter noget og har så travlt uden at vide præcis, hvad vi jagter, eller uden at det giver ægte mening for os, så bliver vi syge.
Det er svært at stoppe op og sige fra over for hastigheden og samfundets forventninger. Det er svært at gå imod strømmen, når der er tale om en kraftig understrøm, der kan vælte en omkuld. Det kræver et næsten umenneskeligt mod. Det er nødt til at være en fælles indsats.
Vi har anerkendt, at stress er en folkesygdom. Vi har bare ikke anerkendt, hvad det er i vores samfund, der gør os syge. Vi er nødt til at tale om, hvad samfundet gør ved os. Vi er nødt til at kigge på tempoet og det pres, som de unge mærker, hvis vi skal fremtidssikre og skabe et bæredygtigt samfund.